Når jeg ser tilbage på min tid på arkitektskolen, må jeg erkende, at vi ikke var ligeværdige

Dette blogindlæg blev første gang udgivet i Byrummonitor 9. marts 2022

Da jeg trådte ind på arkitektskolen, havde jeg en tro på, at kvinder og mænd var ligestillede. Det var jeg overhovedet ikke i tvivl om. Jeg spekulerede slet ikke over køn. Vi følte os stærke, og vores køn var underordnet.

Når jeg i dag ser tilbage, må jeg erkende, at vi ikke var – og stadig ikke er – ligeværdige.

Og det er drønærgerligt, for det betyder, at vi som samfund går glip af utroligt mange muligheder.

Hvis vi ikke får mere kønsbalance, mister vi vigtige perspektiver på den by, vi udvikler. Vi bliver nødt til at dyrke mangfoldigheden i køn, alder og etnicitet, hvis vi skal indarbejde alle perspektiver. Vi må stoppe med at bilde os ind, at godt design er uafhængigt af køn. Overalt ses det modsatte, nemlig at byen designes til hvide drenge og mænd, mens alle andre må tage de ledige hjørner.

En park på Nørrebro gav stof til eftertanke
På et tidspunkt arbejdede jeg som bygherre i Københavns Kommune, hvor vi arbejdede med en park på Nørrebro. Landskabsarkitekterne kom med et designforslag, hvor der var gjort plads til store boldområder og skateområde midt i parken. Ovre i et hjørne var der gjort plads til et et ’TikTok-område’ til pigerne! Det fik mig til at tænke tre ting: Skal pigerne gemmes væk i et hjørne af parken? Hvorfor vil pigerne ikke spille bold? Tegner vi by for drenge og mænd?

Faktisk har jeg søgt svar på disse spørgsmål siden, men har endnu ikke fundet svarene. Én ting er sikker: Hvis vi ikke er opmærksomme på disse bias og stereotype opfattelser, så kommer vi til at indrette byen til drenge og mænd. Den eneste måde, vi kan undgå disse bias, er ved at være opmærksomme på brugernes køn såvel som socialklasse og etnicitet. Den bedste måde at sikre dette er, at vi er mangfoldigt repræsenteret på vores arbejdsplads og vores samarbejdsrelationer.

Når pigerne bliver henvist til et hjørne af parken, så er det et udtryk for, at vi ikke er ligeværdige. Tænk, hvis vi byttede om, så drengene fik et lille hjørne i parken, hvor banen var halv størrelse? Det er jo utænkeligt og et udtryk for, at drenge stadig vælger først og får de fleste privilegier.

Drenge og mænds kultur og regler er gældende
Men hvorfor tager pigerne ikke bare deres skateboard og erobrer banen? Jeg tror, svaret er at sammenligne med min oplevelse, da jeg vadede ind på arkitektskolen og insisterede på at blive accepteret på lige fod med mine mandlige studiekammerater. For vi bliver ikke accepteret på lige fod.

I dag kan jeg se, at kvinderne var på overarbejde. Vi skulle overpræstere. Være bedre end de mandlige studerende. Og hvis vi skrappede op, blev vi sat på plads med, at vi var for følsomme eller for skrappe. Jeg fik navnet ’skrapsakken’, nok fordi jeg lidt for ofte satte spørgsmålstegn ved de eksisterende rammer, strukturer og opfattelser. Det er det samme, som gør sig gældende på skaterbanen. At det er drengenes kultur og regler, der er gældende.

Kultur og køn er der, hvor der stadig er meget at flytte på. Det hele starter med forældres, omsorgspersoners og samfundets formning af piger og drenge, deres lege og interesser. Først når vi har rykket endnu mere på opdragelse og forventninger, vil vi se pigerne indtage skaterbanen på lige fod med drengene – eller drengene indtage dansehjørnet. Vi må stoppe med at opfatte udtryksformer og aktiviteter som drengede eller pigede.

Vi kan starte i dag med at acceptere og glædes ved vores forskellighed. Invitere det andet køn ind. Se hinandens forskellighed som værdifuldt. Om det er på arbejdspladsen, byggebranchen eller i måden, vi bruger byen på.