Debatten om fremtidens landskab har brug for borgerne

Foto: Jens Panduro

Det danske landskab står overfor enorme forandringer, når vi i de kommende år skal finde plads til mere natur, grøn energi og bosætning. Vedtagne politiske mål om vedvarende energianlæg, skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde lægger beslag på 9% af landets areal, og yderligere beslutninger om vild natur og grundvandsbeskyttelse kan betyde, at op mod 43% af Danmarks areal skal omlægges. Det er nogle af konklusionerne i den første af en række CONCITO-rapporter om fremtidens arealanvendelse. Vi ser med andre ord ind i et radikalt anderledes landskab, end det vi kender.  

Omstillingen gælder også vores byer og boliger. For selvom de 14%, som det byggede miljø i dag fylder i landskabet, ikke lyder af meget, er bosætning et vigtigt hjørne i puslespillet. Vi bor på mange kvadratmeter i Danmark, og fortætning i både de store byer og på landet er nødvendigt for at frigive arealer til sammenhængende naturområder og grøn infrastruktur.  

En omstilling af den størrelse kan ikke lykkes, uden at borgerne er med – og derfor er der akut behov for en bred og tidlig modning. For hvis ikke vi føler os involveret i samtalen og beslutningerne, er det svært at være med på forandringerne. Og når det drejer sig om fremtidens arealanvendelse er udfordringerne så store, at det kræver en bred samfundsdebat blot at begribe opgaven.

Debatten er svær, men nødvendig
Det er ikke en nem debat at tage. Det landskab vi bor i, hænger tæt sammen med hvem vi er – som individer og som nation – og når forandringerne rykker ind i den metaforiske baghave, opstår der konflikter: not in my backyard! Forandringerne bliver ikke mindre ømtålelige af, at de risikerer at puste til vælgernes oplevelse af, at der bliver stadig større forskel mellem by og land.  

Omvendt er det dræbende for opbakningen til beslutningerne, hvis borgerne oplever, at de bliver listet ind fra siden. Lynetteholm står som et skrækeksempel på et projekt, hvor løsningen, der kommer til at få betydning for flere hundrede tusinde mennesker, først kom til debat, efter beslutningen var truffet. Projektet kan såmænd være en udmærket løsning på reelle problemer, men resultatet af manglende debat bliver, at udviklingen af landskabet savner demokratisk mandat eller bliver dyr og besværlig, når de svære beslutninger må trækkes i langdrag. 

Inviterer vi til gengæld borgerne med i debatten, er de fleste af os klar til at være med i samtalen om de svære beslutninger. For eksempel viser erfaringer med borgersamlinger, hvor en gruppe repræsentativt udvalgte borgere lytter til oplæg fra eksperter og bruger tid på at udvikle ideer fra bunden, at holdningerne flytter sig og fører til ambitiøse løsninger med bred opbakning.

Hvor bliver de politiske visioner af? 
Bolden ligger dog først og fremmest hos politikerne. En forudsætning for forandringsmodningen er nemlig, at politikerne tør stå på mål for, at der behov for en ny arealanvendelse, som også kommer til at have betydning for, hvor og hvordan vi kan bo. Derfor er det ærgerligt, at de politiske visioner for fremtidens arealanvendelse synes at udeblive.  

Når det gælder naturens plads i landskabet, har regeringen igen og igen forsømt at opstille en klar vision for beskyttet natur, selvom plads er afgørende for biodiversiteten. Det samme gælder visionerne for fremtidens bosætning. Tag for eksempel problemstillingen med landsbyer og vejkantsbyer med dalende indbyggertal og nedrivningsklare huse. Udfordringen har længe været kendt, men i dag synes det stadigt kontroversielt at tale om afvikling af landsbyer. 

Eller tag sagen om omklassificeringen af mindre landbrugsejendomme til ejerboliger med stigende ejendomsbeskatning til følge. Nogle borgere er bekymrede for at ændringerne leder til en intensivering af landbruget på bekostning af naturen og muligheden for at bosætte sig på landet. 

Hverken landsbydød eller intensiveringen af landbruget i landzonerne er nødvendigvis et problem, men manglen på politiske visioner kvæler debatten, for når ingen tør at sige, hvor vi skal hen, hvordan kan vi så tage samtalen om, hvordan vi kommer derhen?

Flere billeder og færre beregninger 
En anden udfordring for debatten er, at spørgsmålet om arealanvendelsen diskuteres i et teknisk sprog, der afspejler, at problemstillingerne i overvejende grad anskues som et ingeniørproblem. VE, rewilding, power-to-x og udtagning af lavbundsjorde er ikke ligefrem begreber, der er fordrende for en bred demokratisk debat. 

Derfor er der behov for, at eksperter og praktikere i højere grad kommer på banen med billeder og fremtidsvisioner, der tydeliggør det enorme potentiale ved omstillingen og gør det tydeligere, hvad omstillingen kan betyde for hver enkelt af os. 

Det er væsentligt, fordi det, vi risikerer at miste, ofte rumsterer mere end det, vi står til at vinde: Vi kender de bølgende kornmarker og de spredte gårde, der har domineret landskabet siden landboreformerne. Vi kender bøgetræernes søjlehaller i produktionsskovene, og vi kender parcelhuskvartererne og landsbyerne. 

For mange af os kræver det til gengæld lidt hjælp at forestille os et landskab, hvor vi overlader store områder til vild natur og vedvarende energi, og hvor vi må rykke tættere sammen for at få plads til det hele.

Vi skal bo på en ny måde 
Hvor er det så vi skal hen? Når vi ser på arealanvendelsen og ressourceforbruget er der ingen vej uden om fortætning. Fortsætter vi, som vi gør i dag, får det konsekvenser for den plads, vi kan sætte af til natur og vedvarende energi.  

Der er mange potentialer ved at rykke tættere sammen. Vi kan mindske vores ressourceforbrug, vi kan skabe nye rammer for fællesskaber og vi kan paradoksalt nok komme tættere på den natur, der i dag eksisterer som små frimærker i det opdyrkede landskab, og som i fremtiden skal have meget mere plads. 

Gevinsterne ved omstillingen er store, og debatten er ikke farlig. Den er vigtig for, at vi lykkes!